Los Baños til Quéntar
Konge-etapen! Dagens tur var både den længste (38km) og den højeste (1.400m) vi har været på endnu på denne tur (og har ikke planer om noget lignende). Vi så helt fysisk landskaberne ændre sig og som ekstra gevinst regnede der også fra kl 11 og frem til afslutning kl 17.
Men de gode nyheder er at vi vidste godt at det ville blive nogenlunde sådan da vi startede kl 6:30 i morges og vi var forberedt på det.
Vi var dog ikke helt skarpe på HVOR lang turen ville blive, men vi havde begge rigtig gode ben og masser af gå-på-mod, så det var ikke den dræber som det kunne havde været.
Vi startede i de røde landskaber som vi gik i igår – Geopark de Granada og kom over i klassisk Andalusien. Bakker, rå landskaber – og for en gangs skyld kom vi så langt ud at der ikke var passede olivenmarker, men vild natur!
Og det regnede pænt – en stille og rolig regn i timevis. Virkelig en dag hvor vores udstyr brillerede! Regncover til rygsækkene og frisk imprægnerede regnjakker har holdt alt vand ude. Det blæste lidt fra forskellige retninger, og varierede noget i løbet af dagen. Prøv at se vandperlerne på Rikke herunder.
Problemerne var snarere at vi kun gik igennem én småby tidligt på dagen og derefter så vi samlet 3 sæt bænke på 38km. Og de to af dem var på forblæste bakketoppe! Så vi spiste frokost under et træ i en lavning, men blev noget nedkøles ved det. Så de næste par timer gik vi faktisk ekstra hurtigt for at få varmen igen. Det lykkedes fint og gav os et godt tempo derude!
Som du kan se på Christian herover er der vandtætte handsker og regnjakkens hætte er trukket op. Det er tegn på at han vil holde på varmen. Derudover består sættet af en trøje, en langarmet t-shirt, vandrebukser, regnbukser og en buff. Alt efter temperaturen kommer det af og på i løbet af dagen.
Og der er ikke meget at skrive om dem vi gik med. For det var kun os to hele dagen. Vi så ikke en levende sjæl ude på stierne udover et rådyr og gederne herover. Så spaniolerne bruger ihvertfald ikke en regnfuld påskelørdag ude på vandrestierne! Men med hinanden har vi jo også det bedste selskab.
Dagen foregik på fremragende skovveje og små asfaltveje. Men turen sluttede med en 6km nedstigning til Quéntar. Hvis du havde bedt en bjergged om at gå med os nedad stien, ville den have rullet klagende omkring og nægtet. Og anklaget dig for dyremishandling derudover. Men ned kom vi på en umådelig ringe sti som virkelig gik ned! Det er svært at se på billedet herunder, men den får Camino Mozarabe ingen point for.
Marchal – Quéntar
Activity 38 km • 8:42 h
https://mapy.cz/s/mufaheduca
Nyeste kommentarer