Gozo dag 3, Marsalforn – Nadur
Så blev det den sidste dag på Gozo rundturen! Og det blev en dag med regnen som med- og modspiller.
Vejrudsigten sagde nemlig massivt regnvejr fra morgenen af! Så vi tog os god tid og spiste endda morgenmad på turens billigste hotel (45€ incl morgenmad). Og det var ganske godt!
Men afsted med os – og regnen havde holdt lidt igen, men gader og stier var våde hele dagen, da det blev bygevejr. Startede på asfaltveje, så vi var godt klædt på med regn- og sikkerhedstøj.

Men det gik fint. Omend var det hulens varmt op ad bakken med så meget tøj på.

Og i dag var ruteafmærkningen ikke super god. Der gik f.eks. ca. 4,5km før vi så den første røde prik. Så det var ikke dem vi lod os styre af i dag. Og der var meget op og ned i dag – er endt over 1100 højdemeter. Læg mærke til hvordan Rikke går på beton-midterstriben herunder opad – den er det mindst glatte på vejen.

Og endelig kom vi af asfalten og ud på stierne. Med en massiv nedstigning i mudder. Vi er stolte af at ingen af os gik på røven i løbet af dagen!
Men der kom godt nok meget mudder under støvlerne!

Og bedst som vi gik og hyggede, lærte Christian et nyt udtryk. “Dit selfieansigt”. Der er åbenbart nogen som mener at han har et bestemt ansigtsudtryk reserveret til selfies. Okay.

Og næsten alle huse hernede har navne! Nogle er lokale, nogle navne, andre er blomster, flere hentyder til hvor beboerne kommer fra, og så var der denne her…

Men op og ned af skrænterne gik det – hele tiden med havudsigt og (heldigvis) meget af tiden på asfalt.

Vi kom ikke rigtig forbi nogle åbne spisesteder, så vi endte på en lille bænk med strand- og havneudsigt. Her gik vi igang med banan, dadel-stænger og nødder. Et yngre par hilste pænt og fortsatte ned til stranden hvor de smed tøjet. Hun iførte sig dog en lille bikinibund. Og så ud i vandet.

Så hvis maden ikke var noget specielt, var der dog underholdning i vandet. Især da en familie med tre små børn også kom ned på stranden og manden fik et problem med at komme ud af vandet da han vel ikke ville forskrække børnene. Jeps, god underholdning!
Sidst på turen begyndte regnen så rigtigt – netop som vi skulle gå på en noget glat sti på et udhæng over noget af et fald.

Her blev Christian regulært udfordret et par gange. Glatte sten plus regn plus højt at falde er ikke befordrende for lidt højdeskræk.

Men han klarede det (igen) – men her er lige et rygbillede af en Christian som ikke morer sig, men er koncentreret!

Og så var vi tilbage i havnen hvor skibet fra Valletta lagde til med os for nogle dage siden – et lille stemningsbillede for at vise vejret!

Żebbuġ (Iż-Żebbuġ) – Nadur
Activity 19.9 km • 5:12 h
https://mapy.com/s/cevuvugefu


Nyeste kommentarer