Via Francigena dag 39, Ballaigues til Pontarlier

Sikke en dag! Vi har forberedt os på lidt af hvert og prøvet meget, men i dag blev en ny, fin oplevelse! Vandring i sne og snevejr! Det havde ingen af os forberedt os mentalt på!

Dagen startede iskoldt med -5 grader og klar solskin. En smuk, smuk morgen. Vi havde læst vejrudsigten og havde alt tøjet på!

Morgenudsigt

Og snart stod vi ved grænsen til Frankrig – vi overnattede ca. 2,5km fra grænsen til der rigtige Frankrig. Vi har nemlig vandret i det forkerte Frankrig i et par dage nu. Det forkerte Frankrig er kendetegnet ved: Alt er dyrt, de taler kun fransk (og ikke tysk eller engelsk), og så har de schweiziske frank og ikke euro som civiliserede steder…

Grænsebyen mellem Schweiz og Frankrig

Krøllen er at Lausanne og den del af Schweiz som vi har gået i, reelt er en lille schweizisk landtange ind i Frankrig. Men vi var overrasket over at de ikke engang kunne tale tysk!

Opad i sneen

Men turen fortsatte fint indtil vi mødte en hollandsk pilgrim, som havde gået i 5 uger fra Rotterdam. Han kunne fortælle os at på det stykke som vi skulle gå i dag var der 1/2 meter sne på stierne så han måtte gå på vejen i stedet for.

Så kender vi ruten!

Så vi checkede kortet og blev enige om at vi da ikke var vandrere i dag, men cyklister! Der er nemlig både en rute for vandrere og en rute for cyklister – meget af ruterne er sammenfaldende, men ikke alltid. Og i dag kunne vi gå cykelruten, så det gjorde vi. Mere vej, mindre stigning, flere biler, mindre sne!

Isglat

Så vi gik en længere rute og noget af den var på regulært isglatte veje. Men hellere dér end i 1/2 meter sne! Det værste vi gik i, var i skinnebens dybde og det var slemt nok!

Ret pænt

Og så kom sneen. Hele eftermiddagen gik vi i snevejr og det var herligt. Der var nemlig 0 vind hele dagen. Så selvom vi blev lidt våde var det en del smukkere og sjovere end regn!

Borg i snevejret

Og det gik løbende op og ned, så vi har ca. gået 1.000 højdemeter på de 31-32km. En lidt hårdere dag, men vi havde begge gode ben.

Og hvis du ikke tror på det der med snevejret så check lige vores hatte her!

Snemand og snekone

Nu er vi landet i en større by, Pontarlier og glæder os til maden i aften. Frokosten blev fanget på en lille lokal købmand som havde et par stole inde i butikken. Og skulle holde frokostpause 15 minutter efter at vi ankom. Så vi var effektive med at få maden indenbords i varmen!

Stemningsbillede

Ballaigues til Pontarlier
Activity 31.6 km • 7:18 h
https://mapy.com/s/cuvatukaha

2 Responses

Leave a Reply