Via Francigena dag 25, Fornovo di Taro – Fidenza
Vi forventede at dagen skulle blive en kort tur hvor der ville blive færre og færre bakker som den skred frem og vi fik da ca. halvt ret. Det blev en laaaang tur på over 33km!

Men den var faktisk ikke så slem, selvom den var ret lang. Det var nemlig meget lige ud og let nedad mod Po-sletten som vi vistnok er landet på her sidst på turen!
Selv stierne var mere jævne og bedre igennem det Toscana-lignende landskab (bløde bakker). Her er et helt fjollet eksempel på fortov langs en vej ud i ingenting/windows baggrundsskærm..

Og vi lærer også nyt hele tiden – et af de lokale heste-stutterier har kombineret det med vinmarker. Og hestene rydder græs og ukrudt mellem rankerne – smart!

Men hvis der skal være et tema for dagen, er det helt klart “vadested”. Hele to gange var der ingen hjælp til at komme igennem vandløb/floder og vi måtte tage sagen i egen hånd.

Først havde Taro-floden helt tydeligt været oppe og æde den hyggelige del langs floden, så hvad gør man så. Med en lille smule tålmodighed og masser af sten bygger man da et par træde-punkter hvor vandet er lavest. Og sådan kom vi ret tørskoet over!
Til venstre i billedet herunder kan du lige spotte de sten vi smed i vandet og brugte til at træde på. Billedet er taget EFTER vi begge er kommet over.

Og videre gik det ad veje og gode stier / grusveje.

Og det gik fint indtil vi stødte på en dyb å/bæk. Vadested nummer 2. Ingen af os havde specielt lyst til at gå på træstammen..

Så vi tog sko og støvler af, bandt dem på rygsækken, smøgede bukserne op og trak i sandalerne. Og så ud i åen.

Det gik rigtigt godt! Med lidt støtte fra stavene kom vi helt uproblematisk igennem det friske smeltevand fra bjergene (læs: Det var meget koldt, men overraskende opfriskende)

Så gik vi lidt med sandalerne, spiste frokost på en nærliggende kirke og så tilbage i vandrestøvlerne og videre med dagen. Med udsigter ud mod sletten som herunder – dejligt!

Medesano – Fidenza
Activity 33.4 km • 7:54 h
https://mapy.com/s/johufenore
Fedt at få vasket fødder i kold smeltevand🤗. Vildlife – ser i noget spændende?
Faktisk ikke så meget ude på stierne. Kaniner, tårnfalke og mest spændende et større kuld unge vildsvin som rendte væk. Gætter på at de var fra sidste år, så jeg spejdede noget efter en sur vildsvine-mor. Og fortalte Rikke at hun skulle gøre sig klar til at klatre op i et træ. Men den dukkede heldigvis aldrig op…