Via Francigena dag 37, Lausanne til Cossonay Ville
Så kom vi afsted igen! Denne gang tog vi med tog til Lausanne i Schweiz og startede direkte fra togstationen dér.
Og først lidt om rejsen herned, for det var noget af en ned- og optur! Med masser af drama, takket været Deutsche Bahn.

Først bus til Padborg og så med toget derfra til Hamborg Hauptbahnhof hvor vi havde 70 minutter til at skifte tog. Masser af tid. I punktform:
- Toget var 10 minutter forsinket.
- Intet tysk personale klar. Dem ventede vi så 20 minutter mere på.
- Nedrevne køreledning. Toget kan ikke køre til Hamborg, kun til Pinneberg….40 minutter med S-bahn fra Hamborg.
- Løbe efter S-bahn-afgang i Pinneberg og når den lige præcis!
Så miraklet sker! Vi er i Hamborg 10 minutter før toget kører! Atter løbetur og vi kommer til perronen.
Hvor det så viser sig at de højere magter vitterlig har humor, for vores nattog er 45 minutter forsinket så vi ender med at stå og vente på den!
Og Christian havde ikke helt forstået at vi med en 2-personers sovekupé rejste på 1. Klasse. Men han fandt det meget naturligt at modtage de to iskolde mini flasker sekt da konduktøren fik vores billetter…

Efter en hel god nats søvn kom vi så til Lausanne og startede vandringen med der samme! Vi gik ned til Lác Leman-søen og gik det første stykke langs den, så Lausanne var ikke en træls omgang storby vandring som vi ellers tit oplever.

Og så ud i skoven, hvor der var ramsløg i massevis. Helt reelt kilometervis med ramsløg langs ruten meget imponerende!

Og det var fine stier, godt skiltede og absolut meget civiliseret på ruten. Mange løbere derude på en torsdag! Vi gik meget langs La Venoge-floden, hvor vi reelt gik nede i et flodleje mellem træerne – og 100 meter fra os var der marker og/eller huse. Faktisk meget rart!

Og der må havde været massive oversvømmelser på floden – der lå oprevne træer overalt og masser af træ-rester lå omkring floden.

Og vi fik spist de sidste æbler! De har ligget i viktualierummet siden 19. Oktober, så godt runkne, men med masser af smag! 5 måneder på lager hylden – well done!

Og på det mest trafikerede sted med mest larm, var den smukkeste oplevelse. Vi gik under en motorvej med en jernbane koblet på…langs en vej under dem begge….og så var der det her. Mind blown!

Men vi gik ellers fint i små-bakket terræn med mange fine udsigter…men der var så meget andet at skrive om at vi nøjes med denne her. Og mon ikke der også er gode udsigter i morgen!

Lausanne – Cossonay
Activity 25 km • 5:35 h
https://mapy.com/s/cotakekehu


Nyeste kommentarer