Glücksburg og Holnis Halbinsel
Ingen ferie uden vandretur! Så denne gang tog vi 10km øst for Flensborg og startede fra Glücksburg slot på en 20km’s tur ude på halvøen nord for Glücksburg. Det var to grader og 10 sekundmeter fra øst – så vi trak øjeblikkeligt i regnbukserne for at få lidt mere varme! Regn så vi intet til.
Vi så til gengæld det lokale vildsvin. Den frøs nok også, for den var ved at samle blade til dens lille skur – inde i indhegningen!
Da vi kom om på østsiden af halvøen, fik vi blæsevejret at mærke! Så en lille cafe var meget velkommen til at varme os på en chokolade (Christian) eller kaffe (Rikke) – her er jeg trukket i tøjet igen og gør mig klar til 3km strandvandring i påskevejret!
Og nu vi snakker om påske – æggene i buske er en fantastisk påsketradition som vi så mange steder og havde meget sjov med. Denne her er udvidet med påskeharer på jorden!
Det var en MEGET varieret tur – vi gik på veje, i bøgeskove, på strand (bogstaveligt flere steder i vandkanten), forbi moser og fuglereservater – og kom igennem områder med ret store huse ned til vandet. Her går vi oppe på en skrænt, næsten på spidsen af Holnis Nordspitze.
Og her er spidsen – og vi kan se Danmark! Kun to kilometer over til vores venner i Rendbjerg, men dog en laaaaaaang køretur væk. Vi havde ikke lige lyst til at svømme derover og skibet fra Holnis sejler ikke længere.
Dette stødte vi også på et par gange – danske grave. Her ligger styrmand Peter Thomson, som døde af Kolera, da han vendte hjem fra Vestindien. Skibet fik ikke lov til at sejle ind i Flensborg da der var syge ombord, og han døde mens det lå i karantæne. Hans kammerater sneg sig i land og begravede ham lige dér hvor stranden bliver til land.
Og så er turen ved at være slut – slottet var en smuk afslutning på turen 🙂
Og til sidst er her så dagens tur – en god runde i blæsten!
Nyeste kommentarer