Monte til Camacha…og så hjem derfra!
Snedigt nok havde vi planlagt en vandring fra hotellet til den 25. December hvor der ikke er så meget bustransport at komme efter. Så vi gik hjemmefra op ad bjerget til Monte og derfra tog på levada-vandring til Camacha.
Samlet ville det blive omkring 18 kilometer, og omstændighederne (læs:vores dumhed) gjorde at vi lige tog 10 kilometer mere…
Men helt planlagt startede dagen hårdt. Vi skulle op og starte turen i pilgrimskirken i Monte, ovenover Funchal. Så vi gik op og op og op og op. Ca. 750 meter fra morgenstunden. Benhårdt.
Og Christian var i hopla – når man har været på wc 4 gange mellem 5:15 og 6:30 og kan overleve såden en stigning, så har man overskud!
Vi havde det hele for os selv – der var ikke en sjæl deroppe. Og det ville gælde hele dagen, alle holdt jul derhjemme med familierne. Så alt var også lukket…selv de kaner som turister dyrt bliver kørt ned af asfaltvejen (som vi gik op ad), holdt stille.
Fra Monte til Camacha stod det så på levada-vandring. Det er de gamle vandingskanaler som er overalt på øen, mange med stier ved siden af. Så er det lettere at vedligeholde dem – de startede med at bygge dem tilbage i 1500-årstallet og der er over 2.000km af dem.
Det er dejligt let at gå langs dem – vi slap for de helt snævre stier, meget lave tunneller og afgrundsdybe skrænter der udfordrer højdeskrækken. Så en dejlig tur.
Det er lidt uklart hvem og hvornår de bliver vedligeholdt, så Christian kunne ikke lade være med at hjælpe lidt til. Man bliver aldrig for gammel til at lege med vand!
I Camacha fik vi en lille drink og ville så tage en bus hjem. Selvom det var den 25. December var der da vel én af de 6-7 busruter mellem Camacha og Funchal der havde en bus kørende i ny og næ?
Nej.
Efter at en rar mand stoppede sin bil og fortalte os det, læste vi også det med småt. Direkte oversat var det vel noget i stil med: “Bus 25/12? Glem det, makker – vi er alle hjemme og drikke os i hegnet”.
Ok. Så en taxa da? Glem det! En Uber? Glem det!
Så vi gik hjem. 700 meter ned over ca. 10 ekstra kilometer. Men vi klarede det flot omend det var lidt hårdt til benene. Vi fik faktisk set nogle fine steder man ellers ikke ser.
Humøret var endda til at re-enacte øjeblikket hvor vi læste det med småt undervejs!
Trip Sé – Camacha
Activity 17.2 km • 4:55 h
https://mapy.cz/s/jupecokuve
Nyeste kommentarer