Rogil til Zambujeira do Mar
Langs kysten er der ikke så mange steder at overnatte (læs:få byer), så vi tog en af de hårde ture i dag og gik noget længere i det gode vejr! Lige knapt 30 kilometer blev det til.
De første 10 af dem gik til Odeceixe og var ganske flade og vi gik langs en kanal, så det var også dejligt nemt!

Så nåede vi Odeceixe, som ligger fantastisk mellem fladlandet og mere bakket landskab – så der var en fin mølle på vejen! Og masser af vandrere, da den er udgangspunkt for flere ruter, og Rota Vicentina splitter i en indlands rute og kystruten her.

Vi fik morgenmad her og så gik det ud til kysten hvor vi gik resten af dagen!

Og det er ganske dramatik ude ved kysten – klipper og skær! Og masser af storke! Så der er nok at se på. Og stierne er lette at finde, omend de er i sand oppe i klitterne på toppen af klipperne! Så 30 kilometer bliver lidt tunge i benene!

Frokosten stod på nogle bananer og kiks – i dag havde vi masser af mad med, og godt for det, for der var ikke meget at finde undervejs. Men vi holdt klogt pauser og trak skoene af så fusserne kunne få noget luft.

Dog blev vi en smule overraskede over hvor meget man også skulle igennem småtræer og andet – især i de små dale hvor der er meget vand…men det går, vi har givet skoene læderfedt igår, så de er flyvende!

Let overskyet, næsten ingen vind og gode stier – en dejlig og lang dag på kontoret! Om lidt står den på post-vandring aktiviteter: Bad, tøjvask og aftensmad. Og så sover man så godt efter sådan en dag med masser af motion og frisk luft!
Dagens tur:
Rogil – Zambujeira do Mar
Activity 29.7 km • 7:48 h
https://mapy.cz/s/munazafemo
Nyeste kommentarer