Via Francigena dag 32, Garlasco – Madonna del Campo
En dag som igår – rismarker og vandingskanaler, men i dag så vi flere bønder i arbejde på markerne, og damn, de planter mange træer heromkring! En kortere dag, da der igen kommer længde på i morgen.

Men allerførst skulle vi lige sige farvel til det lille hotel Il Pino – med en signatur og dato på væggen. Som ses er det tradition heromkring…
Og så ud på markvejen! Billedet herunder er meget typisk for hele dagen: En god, flad, tør markvej mellem harvede (og måske tilplantede) marker.

Og så gik det ellers derudaf. Vi har gået i mange dage på Po-sletten, hvor vandreruten Via Francigena egentlig ikke fylder noget. Jovist er der skilte, men den er ikke en del af bybilledet af det meste af det vi har vandret i. Det har ændret sig i dag, og der er mange henvisninger til den med borde og bænke og hyggelige skilte.

Især er det faktum at der er kommet enkelte bænke ude i ingenmandsland en stor forskel. Du kan gå LANGT hernede uden siddemuligheder udover jorden.

Men vi ser flere traktorførere herude! På vejene, men især på markerne. Flere af dem kører rundt i cirkler på markerne med en meget stor spade som går lidt op og ned. Og en tripod der står og knurrer ved siden af marken. Vi har lært at det er når de planer markerne…så det er nok til ris!

Og ellers har vi lært lidt af dyrelivet at kende. Nogle store storke-lignende fugle har forvirret os, men takket være AI og Rikkes prompte-evner ved vi nu at der er masser af Hellig Ibis hernede. (Som stork, men kurvet sort næb og sorte ben).

Vi har også lært at de planter masser af Sort Poppel her på egnen. Suger vand som birketræer og om 5-10 år er her masser af plantager med fuldvoksne udgaver, regulært landskabs-forvandlede! Her er nogle typiske eksempler bag os.. De klipper de nederste grene af.

Og nu er vi landet på en hyggelig b&b, I tre merli, som ligger i en lille landsby. Så langt ude på landet at de har tilbudt at lave aftensmad til os, men vi har allerede købt alle vores livretter i den forrige by’s købmand!
Og á propos den forrige by Mortara – det er den normale overnatningsby for vandrere…det er faktisk den første ucharmerende by vi er gået igennem. Vi tog den korte vej ind i byen i stedet for vandreruten og det var måske en fejl. Døde bygninger, skumle typer, forfaldne fortove – den havde set hele. Ellers en rimelig stor by med flere kirker, men det hele emmede af forfald..
Sjovt nok var den eneste undtagelse den café som vi valgte! Man har lov til at være heldig! Her er f.eks. en af byens fodboldbaner – nyd den rustikke rustfarve på målet og det knæhøje græs.

Men for at slutte af med noget mere hyggeligt er her en kat, der hviler i solen på et par halmballer.

Garlasco – Madonna del Campo
Activity 23.2 km • 5:07 h
https://mapy.com/s/jakabopucu


Nyeste kommentarer