Via Francigena dag 47, Champlitte til Grandchamp
En kort dag, men rig på oplevelser! Vi starter med overnatnings-stedet…når man bor på de små gites, er der historier med!
Så I går boede vi hos en vinbonde! Pascale Henriot havde en ekstra lejlighed og der kom vi så ind i billedet! Og da han tilbød en smagning var vi klar!

Og selvfølgelig endte det med et køb. En ny Pinot Noir….så ny at den var tappet i mandags og vores flaske blev så drukket påskelørdag!

Og så ud at spise. Desværre var den restaurant som vi var interesseret i ingen pladser, men de opfordrede os til at prøve deres kælderbar som havde kold mad. “Kælder” som i gammel grotte!

Og de havde hvad vi ville kalde en bauern-teller med alt godt fra nærområdet. Mums. Vi viser ikke meget food-porn, men her er en undtagelse.

Men vi har også vandret! Ca. 25km af slagsen som fra morgenen bød på en af de sjældne oplevelser. Nemlig ren skønhed.

Vi var lige startet og kom forbi en lille vandmølle med en del opdæmmet vand. Ikke en vind rørte sig og vandet var HELT stille. Træernes genskær I vandet var knivskarpt som de rene spejlbilleder! I solopgangens belysning. Vi måtte stoppe op og nyde synet!

Og ja, vi tog ca. 10 billeder, men de kan ikke helt formidle hvor smukt det var.
Og så gik vi. En dejlig flad dag igen i fransk bondelandskab.
Vi kom igennem en masse små byer: Startede i Champlitte, og så igennem Montarlot lés-Champlitte, Leffond, Coublanc, Maâtz, Saint Broingt-le-Bois, Riviéres le-Bois for så at ende i Grandchamp!


Og vejret var med os – ingen regn og op til 18 grader i dag! Så trøjerne kom af i en fart!

Gode ben, højt humør og vi mødte et par belgiere med hund, telt og to vogne som var på vej til Rom!


Så en dejlig dag på stierne, nu er vi klar til at slappe lige så meget af som denne fotogene kat fanget undervejs!

Champlitte – Grandchamp
Activity 25.7 km • 5:55 h
https://mapy.com/s/juronadeta


Nyeste kommentarer