Skal man træne for at gå?
Vi har efterhånden gået en del længere ture, men vi træner stadig. Når vi møder andre på vores vandreture og fortæller at vi har trænet, bliver vi som oftest mødt med ”det var smart”, men vi møder faktisk få der også vælger at træne, inden de tager på en længere tur. Mindsettet er at vi jo alle kan gå og at det derfor ikke er noget man behøver at træne til. Dog har vi mødt en del der ville have ønsket at de også havde trænet – og hvorfor så det?
Test dit udstyr og din krop
Træningen har flere formål; hvis du skal gå med en ny rygsæk, eller planlægger at gå med flere kg. end du plejer, er det en god idé at gå med din rygsæk, der vejer nogenlunde det den vil gøre på den rigtige tur. Det giver dig muligheden for at få testet hvordan den skal være indstillet, så du ikke får ondt i skuldre, lænd eller ryg, så slipper du for disse problemer på den rigtige tur. Du vil også kunne mærke en stor forskel på dine fødder og knæ om du går med vægt på ryggen eller ej.
Vær opmærksom på din krop – sidder rygsækken rigtigt? – får du ondt nogle steder, hvordan ser dine fødder ud? Er der noget der trykker eller gnidder på dine fødder eller anker. Det er vigtigt at være observant på kroppen og bruge træningsturene til at få justeret dit udstyr.
Træne med vægtvest
Da jeg efterhånden har gået med samme rygsæk i mange år, har jeg godt styr på indstillingerne, men for at at træne med en belastning på ryg, benmuskler, knæ og fødder, bruger jeg en vægtvest, min vejer 8 kg. da det er ca. det min rygsæk vejer når jeg går. Der findes flere varianter; vest med fast vægt eller med mulighed for at vægten kan varieres. Vælger du er vest hvor vægten kan varieres, går man så lidt på kompromis med komforten på vesten. Det kræver som med alt andet, en hvis tilvænningsperiode at gå med denne, så jeg startede med korte ture på omkring 15-20 min, men nu går jeg uden problemer flere timer og mærker ikke at jeg har den på. Jeg har trænet med denne i ca. et år.
Jeg har købt den på MMAshoppen, og det er denne her som jeg bruger.
Pas på dine fødder
Det er også vigtigt at få testet fodtøj og sokker; specielt hvis du har købt nyt fodtøj eller sokker. Rigtig mange får meget tidligt på deres turer problemer med fødderne. Dette kan virkelig ødelægge meget. Det er vigtigt at være bedste ven med dine fødder når du vandre.
Vandrestøvler vejer desuden mere end det fodtøj du normalt går i, hvorfor du bruger nogle andre muskler i benene (baglår og lægmusker). Det kan give meget ømme ben i mange dage hvis du ikke har vænnet benene til længere turer med vandrestøvler. Så træning er en god investering, der mindsker risikoen for problemer i hele bevægeapparatet.
Det er vigtigt specielt at være meget opmærksom på dine fødder. Fodproblemer kan være ødelæggende for din vandretur. Vabler skal tages i opløbet. Så du kan også få testet brugen af vabelplaster når du træner!
Hvor meget skal du træne og hvor skal du gå hen?
Det er selvfølgeligt individuelt, og kommer an på din grundform. Du vil i forbindelse med den rigtige tur blive stærkere undervejs. De træningspas du laver behøver ikke at afspejle længden på de etaper du forventer at gå. Så hvis du planlægger at gå eksempelvis 20 km om dagen, behøver træningsturene ikke at være 20 km lange. Du vil få god træning hvis du i en periode på måske 1-1½ måned inden du skal afsted et par gange om ugen går 10 km med en fyldt rygsæk.
Prøv også at går en varieret tur, gerne med stigninger, og både skovstier og asfalt eller anden hård belægning.
Nyeste kommentarer