GPS – sikkerhedsnettet når vi vandrer.
Jeg vil i denne post gerne fortælle lidt om hvorfor og hvordan vi altid forsøger at kende ruterne på forhånd og hvad vi gør for at undgå at fare vild derude!
Jeg er helt med på at nogle gange kan man opleve de mest fantastiske ting når man farer vild eller går lidt forkert – jeg har oplevet bilister stoppe midt i rundkørsler for at pege os i den rigtige retning på caminoen og masser af hjælpsomhed når vi har forsøgt at sige “Vi er gået forkert et sted” på et sprog som vi ikke kan!
Og jeg skal også straks indrømme at de fleste ruter vi har gået er fremragende afmærkede! Så vi skal nogle gange anstrenge os for at fare vild….men andre gange skal vi bare være i en god dialog med hinanden og overse et enkelt skilt!
Men…..når alt kommer til alt er jeg vel nærmest født uden stedsans og vil faktisk gerne gå en rute nogenlunde efter planen og undgå de 4 små omveje som jeg ville komme til at gå uden at have et kort og lidt hjælp med. Og den bekymring og tvivl som det giver.

Så hvad gør jeg for at finde vej?
Så hvad gør jeg egentlig for at finde vej…..det er især på de lidt længere ture (læs: Ture der varer over 2 dage og hvor jeg ikke har været før!) at jeg researcher. Dels er google en fremragende ven når jeg ved hvor jeg skal hen, og som regel kan man altid finde et kort eller en gps-track med ruten.
For som jeg har skrevet om tidligere i en lille guide, bruger jeg en app (Viewranger) til at hjælpe mig med at holde styr på hvor jeg er og hvor jeg skulle være! Og i øvrigt også til at optage hvor langt jeg har gået. For at kunne bruge den bedst, skal jeg have fundet en gps-track som jeg i guiden forklarer hvordan man får ind i app’en. Jeg har også lavet en lignende guide til en anden app – maps.me – den finder du her.

Hvor finder jeg ruterne?
Nogle gange kan man finde gps-koordinaterne på ruternes hjemmesider – det har jeg f.eks. gjort på Kyst-til-kyststien eller på Moselsteig.
Andre gange skal man lede lidt mere – hedigvis er der mange sites som samler vandreruter som man kan downloade og bruge. Selv har jeg haft meget fornøjelse af Viewranger (kræver login for at downloade), GPSies (kræver ikke login for at downloade) eller Wikiloc (kræver login for at downloade). Ved at bruge de tre sites til at lede efter vandreruter, har jeg altid fundet ruterne som jeg har haft brug for – uanset hvor vi skulle vandre. Jeg har også haft fornøjelse af wandermap.net hvor man kan downloade ruterne uden at skulle logge ind.
Når jeg så har fundet den rute som vi vil gå, mangler jeg kun at downloade ruten og få den lagt på min Viewranger – du kan se min profil her (tracks er de ture som vi har gået og routes er de vandreruter som jeg har uploadet eller lavet selv)
Og hvad så når vi er afsted? Når jeg kalder det et sikkerhedsnet, er det fordi at jeg bruger det som et sikkerhedsnet! Jeg starter app’en når vi starter vores vandring (for så optager den hvor vi har været og hvor langt vi har gået), og ellers checker jeg den kun når jeg er i tvivl om retningen eller hvor vi er. Jeg vil ikke gå med hovedet nede i telefonen når vi er afsted for at opleve naturen!

At have mit lille sikkerhedsnet med giver mig en ro, som gør at jeg bedre kan nyde ruten i stedet for at være bekymret for om vi er på den rette vej. Det gør det simpelthen muligt for mig at nyde turene langt mere!
2 Responses
[…] GPS – sikkerhedsnettet når vi vandrer. February 17, 2019 […]
[…] Madeira – tanker på bagkanten – Vores vandre-blog on GPS – sikkerhedsnettet når vi vandrer. […]