Rode Mose – en oplevelse!
Vi kom også til Rode Mose den 28. december – efter at vi havde gået en tur ved Søgård Sø. Vi trængte lige til nogle ekstra kilometer i benene og var derfor slet ikke forberedte til den oplevelse det er at gå i en rigtig mose!
Så vi kørte til Holbøl Kirke og startede turen derfra, man kan også køre helt ned til mosen, men det var smuttet for os… Efter at have gået lidt på asfalt kom vi ned til skoven og startede på skovstierne dér. Og godt at vi havde vandrestøvlerne på! Vandrestøvler eller gummistøvler anbefales – der havde været meget træfældning i skoven og skovstierne var voldsomt opkørte af store maskiner.
Og på gammel mosebund….der var vådt!
Vi havde turen på GPS’en, og det var egentlig godt. Man kan godt overse skiltningen undervejs – vi skulle følge den gule rute og den var fint afmærket. For 15-20 år siden. Problemet med at stikke træpæle med rutemarkører ned i jorden i en mose er at de rådner ret hurtigt….så en del af skiltene lå ned eller var i ret ringe tilstand. Men ruten er til at finde ud af, så det gik uproblematisk.
Men igennem skoven ventede belønningen på os – at gå i selve mosen! Ruten gik direkte igennem Rode Mose. Et helt andet landskab end vi er vant til at vandre i og overraskende fascinerende! Der går tydeligvis køer derude om sommeren, så der var en del kokasser undervejs, som også gav noget sjov….enkelte steder skulle man hoppe lidt fra tue til tue for at undgå vandet og skulle lige checke om det var en kokasse man var på vej hen i!
Her er lidt billeder fra mosen – klik på dem og du får dem at se i større størrelse.
Undervejs i mosen står der også flere udkigstårne – som selvfølgelig skulle prøves. Men dog en smule vakkelvorn, så det lykkedes mig ikke at lokke hende helt op i toppen…
Turen var på ca. 6 kilometer og vi gik den på omkring en time og 20 minutter
Nyeste kommentarer