Rundtur på Løjt Land
Vi nød Store Bededag med en rundtur på Løjt Land, hvor vi kom forbi den smukt restaurerede Rundemølle og gik en runde på Kalvø i det gode vejr. Løjt Land er en stor halvø som ligger mellem Aabenraa og Haderslev i det Sønderjydske.
Vi startede dagen med at køre til Løjt Kirkeby og parkerede ved kirken, som var udgangspunkt for dagens tur. Det var ret mennesketomt i dag. Så vi kunne straks gå i retning af Rundemøllevej som hurtigt går fra at være asfalteret til at blive en fin grusvej ud over markerne på Løjt. Hernede i lokalområdet er Løjt kendt for deres gode jorde. Og mange af de pensionerede skibskaptajner fra 1900-tallet købte gårde herude når de gik i land.
Ruten var til at starte med ganske flad, så det gik rask afsted i godt tempo i det pragtfulde forårsvejr. Det var ikke for koldt og ikke for varmt! Vi havde både handsker og hat med, men de blev ret hurtigt overflødige.
På grusvejen kunne vi nyde synet af de klassiske bakker og marker. Markerne ser ud som om de kan begynde at spire og gro om et øjeblik!
Hurtigt kom vi ind i skoven, hvor Rundemølle ligger. Rundemølle er en gammel middelaldermølle helt tilbage fra 1200-tallet og ligger i bunden af en af de dale som isen skabte da det trak sig væk fra Danmark. Vi gik er en storslået tur ned i dalen og kom forbi Rundemølle. Den er nu privatejet og sat flot i stand. Der var fest og gæster da vi gik forbi, så der er bestemt liv i de gamle huse endnu!!
Så gik det op af dalen, og her var der nyligt udsprungne bøgetræer til at gøre ruten skøn.
Efter skoven gik vi mod Kalvø, som faktisk er lidt af en særlig ø. Der har været skibsværft, og det var her at den berømte clipper “Cimber” blev bygget i 1857. Den sejlede fra Liverpool til San Fransisco på kun 103 dage og var på det tidspunkt verdens hurtigste skib. Der er dog ikke meget tilbage af skibsværftet længere på øen. Kun lige ved dæmningen ser man de gamle funktionær- og arbejderboliger.
Der er en sti hele vejen rundt om Kalvø, som vi nød efter at have krydset dæmningen til øen. Fra stien er der smukke udsigter og med lidt held kan der også ligge et vikingeskib i bugten omkring øen.
Følger man vandrestien øen rundt, kommer man forbi en række små sommerhuse. Der er også en smukt udskåret træfigur, ”Fiskeren”, lavet af kunstner Julius Urbanavicius fra Litauen i 1997. Der er også en stenpark som vi ikke besøgte denne gang. Her er nogle stemningsbilleder fra Kalvø, bl.a. med Fiskeren.
Det er her vores rundtur på Løjt Land vender om og vigår retur. Vi valgte at gå den samme vej tilbage, men der er mange veje retur til Løjt Kirkeby.
En fantastisk dejlig tur med forbløffende varieret natur – vand, marker, dale og skov. Løjt Land har vitterligt det hele 🙂 Til sidst et overblik over hvor vi gik. Jeg optager altid turene med Viewranger, så vi kan se hvor vi har været.
Nyeste kommentarer