Via Jutlandica – Schleswig til Fockbek
Den 3. dag på Via Jutlandica blev til en fantastisk historisk rejse i Ochsenweg’ens historie i perfekt vandrevejr forbi Hedeby. Og en meget lang dag på kontoret!
Hedeby!
Vi havde takket nej til morgenmad på hotellet og forlod det kl. 6ish og købte morgenmaden hos en bager på vej ud af Schleswig. Vi gik et stykke og nød den efter 5 kilometer på en bænk med udsigt til vikingehusene i Haithabu – Hedeby! Nedenfor ses både udsigten og hvor vi nød den fra…
Det er et forrygende historisk sted og man kommer på ruten forbi flere runesten som lige er guf for historieelskere – her er den store Sigtrygsten over en af Hedeby’s konger. Rikke nyder udsigten til Schleswig og dens domkirke, som pt. renoveres.
Som du kan se på billederne, var det overskyet (frem til kl. ca. 15…), og med en 16-19 grader uden vind, var det perfekt vandrevejr hele dagen. Ved Hedeby kom vi også forbi ham her, som undersøgte om græsset vitterlige er grønnere på den anden side..
…og så lange, lige veje
Og det var en dag væk fra vejene – vi vil gætte på at det var omkring 70% på alt andet end asfalt – bl.a. gik vi vel 5-6 kilometer på skovvejen her – og den gik bare ligeud!
Den var i øvrigt en del af en anden rute, som må være noget med egern…hvilket vist var dagens dyr. Vi gik på et tidspunkt og hørte en underlig lyd…det viste sig at være en meget ophidset egern, som jagtede et andet egern op & ned af et træ. Da den opdagede os, valgte den at nidstirre os i 15 sekunder – længe nok til at vi overvejede om egern mon kan finde på at angribe mennesker? Men så genoptog den jagten på sin makker…
Og det var en meget lang dag – vi gik i næsten 10 timer og 20 minutter. Og kom op på næsten 35 kilometer. Christians fødder er noget medtagne – et par vabler og bøvl med forfoden- så i morgen har vi planlagt en lidt kortere tur. Et andet tegn på at det var en lang tur er, at vi ikke gad spise ude! Så det blev en aftensmad i sengen med alt det bedste, som Lidl kan servere!
Og til sidst lige en utålmodig Christian, som hellere vil hen til morgenmadsbænken end at være fotomodel foran Schleswig…
Nyeste kommentarer