Den næste tur – Via Jutlandica!
Vi er i fuld gang med forberedelserne til næste tur – den lidt oversete Via Jutlandica! Det er ikke en rute man hører meget om, hvilket godt kan undre os, da den bogstaveligt talt ligger lige rundt om hjørnet. Den er en del af den tyske Jacobsweg – hvilket jo er tysk for Camino de Santiago!
I gamle dage, da okserne blev drevet sydpå langs Oksevejen/Hærvejen, sluttede turen jo ikke i de store markeder i Flensborg! Nej, okserne blev drevet videre sydpå ad to hovedruter – den ene gik til Lübeck, den anden gik til Hamborg. Og de to ruter kaldes Via Jutlandica (eller på dansk “Jyllandsvejen”) og var hovedvejen gennem Schleswig og Holstein.
Så lidt forsimplet sagt starter Via Jutlandica dér hvor Hærvejen slutter!

Da den ligger så tæt på Danmark og hvor vi bor, er det naturligt at vi går igang med den. Især her efter at vi har afsluttet Hærvejen. Vi har planlagt at gå den vestlige rute – dvs. den rute som går mod Hamborg. Der er egentlig ikke nogen særlig grund til at det lige er dén som vi har valgt. Det var bare den som vi lagde os fast på.
Vi vil gå i en uges tid. Når vi har sommerferie i juli checker vi vejrudsigterne og når de ser udmærkede ud, tager vi bussen til Padborg og går igang! Og tager hjem igen når vi syntes at vi har gået længe nok. Det plejer at være efter 1-1½ uge, så vi når ikke helt til Hamborg!
Så vi er igang med den sædvanlige forberedelse: At finde en gps-rute som vi kan bruge til at finde vej efter. Og undersøger hvordan det ser ud med overnatning undervejs på ruten.
GPS – så farer vi ikke vild!
Som jeg har skrevet om i min post om gps, så er jeg bange for at fare vild. Det første jeg leder efter er gps-koordinater som jeg kan bruge i Viewranger. Jeg har ledt på Wikiloc, Gpsies og Wandermap og har fundet flere ruter som ligner hinanden (heldigvis!). Så jeg brugt dem til at lave min egen og lagt den ud til brug for alle her.
Så jeg tror at vi har godt styr på det med hvor vi er undervejs!

Og hvor skal vi så sove?
I stedet for at lave vores egen liste over overnatningssteder, har jeg denne gang valgt den dovne løsning – jeg har købt en liste!
På fernwege.de har de lavet en liste over overnatningssteder – den er godt nok fra 2013, men jeg gætter på at kombineret med googlemaps og booking.com er vi godt dækket ind!
Vi har også kigget på om vi kunne tage teltet med og sove i den undervejs – men i Tyskland er det ikke tilladt at campere frit som i Danmark, så det er ikke en løsning som er så let at bruge. Hvis vi skulle vælge den løsning, vil det kræve at vi spørger de lokale jordejere om lov til at campere på deres jord for en nat – det har ikke været noget som vi har praktiseret herhjemme, så vi planlægger turen uden telt.
Så bliver rygsækken da lidt lettere!!
Hvad skal opleves undervejs?
Og hvilke seværdigheder er der så langs Via Jutlandica?
Der er selvfølgelig selve Flensburg som første hit på ruten 🙂
Men for sådan en historienørd som mig er det Schleswig by med Gottorp Slot og det nærliggende Hedeby-museum som trækker! Heldigvis har jeg besøgt dem for nyligt, så jeg bliver ikke hængende der i dagevis! Og man kommer jo lige igennem Dannevirke undervejs.
Ligeså er der enkelte steder hvor den oprindelige Ochsenweg er etableret som Den Krumme Vej ved Kruså også er.
Og så er der jo naturen – jeg forventer flade, flade landskaber med store marker og lidt skov! Vi har en gang kørt af motorvejen og kørt langs landeveje igennem Nordtyskland, og der var meget himmel og meget fladt!
Vi glæder os! Og vi skal nok opdatere bloggen her undervejs!
Nyeste kommentarer