Rugbjerg Skov
I sidste weekend tog vi på et lille eventyr til Rugbjerg Skov. En kort og flad tur i skoven og landbrugsområderne omkring den, mens sneen smeltede omkring os på en pragtfuld tidlig forårsdag.
Det var et lille eventyr fordi det var et sted vi aldrig har været og der ikke var nogle forud-definerede vandreruter derude. Vi lavede selv ruten og gik den – så vi anede ikke noget om stiforholdene eller terrænnet på forhånd. Ruten havde vi lavet på vandreplanen.dk som er vores favorit-sted til at lave egne ruter. Vi havde downloadet den som gps-fil og så lagt den ind på vandreapp’en mapy.cz og så var det ellers bare om at komme derudaf!
Selve turen i Rugbjerg skov
Turen startede på en parkeringsplads i skovens syd-østlige ende. Helt perfekt! Og vi mødte straks noget som dagen bød på masser af: Helt snorlige skovveje i Rugbjerg Skov.
Vi var helt tydeligt kommet til en plantage, så vejene var lige og skoven var plejet og der var masser af træfældning langs ruten. Man kunne ligefrem lugte harpiksen fra de fældede grantræer. Da vi var afsted på en lørdag var der ro i skoven. Der var ikke andre end os, et par hundeluftere og et par mountainbikere undervejs.
Men vi fortsatte igennem skoven og kom til selve byen Rugbjerg – den er ret lille, så vi skulle ikke gå så længe langs landevejen. Vi kom forbi et mindesmærke for 1. og 2. verdenskrig og de lokale gravhøje lige uden for byen, Trehøje. Det syntes Christian var helt vildt sjovt, da der også findes en Trehøje nær Østerild i Thy hvor han kommer fra!
Og grusvejen fra Rugbjerg og ned til skoven igen var ganske sjov på lige denne dag! Det var åbenbart en lille hulvej, for snefygningen havde fyldt den med masser af sne! Og tøvejr og regn de sidste 4-5 dage havde ikke kunne fjerne det hele. Så der har været MEGET sne på grusvejen!
Og efter at vi havde moret os lidt over sneen, fik vi et fantastisk syn! En helt lige grusvej fyldt med sne i noget der ligner forårsvejr. Det var en ny oplevelse!
Sneen var blød, så vi gik mest på kanten af vejen, men det var pragtfuldt! Solskin, sne under fødderne og spirende marker rundt omkring. Og helt fladt! Vi måtte stoppe op et par gange og tage det hele ind. På en ellers lidt småkedelig rute var det et absolut højdepunkt. Det er noget som vi kommer til at tænke tilbage på med et smil på læberne.
Og det sidste stykke inde i skoven var som enhver god tur i en plantage. Med masser af grantræer, lidt birk og helt lige veje. Der var også nogle smukke stræk i skoven med masser af mos og stemning.
Og så var vi tilbage i bilen – turen var på ca. 9,5 km og tog os to timer.
Du kan downloade en gpx-fil til ruten her.
Nyeste kommentarer