Tanker om Via Jutlandica
Nu hvor vi har gået en stor del af ruten, er det tid til lidt anmeldelse af Via Jutlandica eller bare vores refleksioner om ruten. Og kort sagt – vi kunne godt lide det! God afmærkning, godt underlag på stierne og masser af historie undervejs.
Via Jutlandica er reelt en fortsættelse af Hærvejen fra den dansk/tyske grænse og videre sydpå. Den kaldes også Oksevejen eller Ochsenweg. Vi gik på 4 dage fra Kruså til Spannan, ca. 15km syd for Rendsburg – samlet omkring 115km, hvilket er ca. halvdelen af turen ned til Wedel som er denne del af Via Jutlandica.
I vores refleksioner her kommer vi omkring ruten, historien undervejs, spisemulighederne og overnatningsmuligheder.
Ruten
Det er utroligt let at finde vej – der er masser af skilte undervejs, og de har også været flinke til at stille skilte op på mange af de lange, lige stykker så man er sikker på at man er på rette vej. Og med gps er det endnu lettere!
Belægningen er ca. 50/50 mellem asfalt og skovveje/stier og andre småstier – så det er faktisk lige som på den danske Hærvej. Her er et par eksempler nedenfor på belægningen.
…Asfalt… …Skovvej… …Skovsti…
Og så skal du lære at sige “Mojn” – i Schleswig/Holstein er det hilsemåden og de lokale, som man kommer forbi er utroligt flinke til at hilse – og hjælpe. Man føler sig helt velkommen og lidt indfødt når man kan svare tilbage med den sønderjydske hilsen!
Og en anden ting er at man er helt alene! Vi mener HELT ALENE – på de 4 dage, hvor vi gik mødte vi ikke én eneste anden langtursvandrer – de eneste langtursfolk som vi mødte var cyklister. Ellers stødte vi mest på hundeluftere og motionister! Det skal også indrømmes at ruten er mere kendt som en cykelsti end som vandresti – men at der er store dele af ruten hvor cyklisterne har deres egen vej, for de kan ikke være på dele af ruten med de små stier.
Historien undervejs
Langs Via Jutlandica er der langt flere tavler og infoskilte beskrivelser af hvor vi er og hvad vi er i nærheden af end på Hærvejen. Det giver en forståelse for rutens betydning og den historiske verden, som den var en del af.
Så man kommer meget tættere på historien (som området er fuldt af!) og får en rigtig god fornemmelse af hvor vigtigt et område det har været i vikingetiden eller i det 19. århundrede. Det er et stort plus for ruten i denne anmeldelse af Via Jutlandica, da Christian er pænt meget historieinteresseret!
Som på den sidste del af hærvejen kunne vi virkelig mærke historiens vingesus – læs om den dagstur her.

Spisemulighederne undervejs
Én af de gode ting ved Via Jutlandica ifht. Hærvejen er, at den er ført igennem masser af små- og mellemstore byer (og enkelte store). Det betyder at der er flere muligheder for at handle og få noget af spise, når man som os ikke tager særligt meget mad med til turen. Læs mere om hvordan vi spiser og tager mad med undervejs her.
Vi har jo reelt kun mad til den aktuelle dags vandring i rygsækkene, og er derfor noget afhængig af at kunne købe mad jævnligt. Og det var slet ikke noget problem på Via Jutlandica – der var supermarkeder, bagere og købmænd undervejs 🙂
Og hvis du kan lide klasssisk tysk mad, er din aftensmad reddet! Der eksperimenteres ikke så meget ude på landet, selvom vi da stødte på et enkelt asiatisk menukort på en landevejskro! Som i øvrigt anbefales kraftigt – Historischen Landhaus Spannan.

Overnatninger
Hvordan mulighederne for overnatning er, er selvfølgelig en vigtig del af en anmeldelse af Via Jutlandica. Da man slet ikke må slå sit telt op så mange steder i Tyskland som i Danmark, havde vi valgt at lade teltet blive hjemme, og vi kom faktisk heller ikke forbi steder hvor det havde været muligt lovligt at slå teltet op. Det betyder at vi skulle se efter herberger og andre steder at sove.
Og herberger var der heller ikke mange af – kun i Schleswig kom vi forbi én. Så man skal indstille sig på at sove på hoteller, bed&breakfasts, airbnb’s eller små kroer. Da der heller ikke var særligt mange airbnb’s, endte vi på hoteller og småkroer – og det var til gengæld rigtigt godt. Men forvent et prisniveau på omkring 60-100€ for to personer pr. nat. Vi kan hjælpe med en oversigt over overnatningssteder hvis du er interesseret.
Håber at du kan bruge vores lille anmeldelse af Via Jutlandica til at vurdere om den er noget for dig. Hvis du vil læse vores oplevelser fra de 4 dage vi var undervejs, kan du læse dem her.
Nyeste kommentarer