Sammenligning af vandre-apps
Hvilken vandre-app er den bedste? Det er et spørgsmål som tit bliver stillet rundt omkring, og svaret afhænger meget af hvem man spørger og hvad behovet er! Der er et hav af forskellige apps til at hjælpe dig med at vandre, og vi har her lavet en sammenligning af hele 9 vandre-apps. Og vi fortæller dig hvad der gør de forskellige apps gode – og mindre gode!
Og det er et populært spørgsmål – på Facebook-gruppen “For os der vandrer” bliver det stillet flere gange hver måned. Så vi tog de apps som brugerne oftest pegede på derinde og har lavet en oversigt med dem. Her er vores kommentarer til hver enkelt app – hvad er særligt ved den og hvorfor skal du vælge/ikke vælge den?
Først det store overblik
Det er ingen hemmelighed at vi har brugt Viewranger i mange år og har været glade for den – men i 2020 har vi valgt at droppe den og er gået over til mapy.cz – men mere om det andetsteds.
Hvis du vil have det store overblik på én side, så har vi lavet det i et google-sheet her – og du kan også se det her nedenfor. En anden god gennemgang af en lang række apps finder du på Dansk Vandrelaugs side her. En del af apps’ene er det vi kalder community-drevet hvilket betyder at andre brugere på dem kan uploade ruter som du kan hente og vandre efter.
Herunder gennemgår vi alle 9 apps – der er et billede med basisinformationen, vi fortæller lidt om appen, vores subjektive mening om den og argumenter for hhv. at bruge den og for ikke at bruge den!
Wikiloc
Wikiloc er en god og meget brugt app som i gratisudgaven giver meget funktionalitet. Den er community-baseret, så du kan også få adgang til de ruter og ture som andre brugere har lavet og gået. Den har offline kort, så du bruger ikke data mens du er ude at vandre – en fordel især hvis man vandrer meget i udlandet. Den er én af de tre apps som Dansk Vandrelaug fremhæver på deres egen side.
Vores subjektive mening: Den er faktisk ganske god, men for os er det utroligt vigtigt at vi kan få app’en til at vise en rute som vi så kan følge mens vi optager turen. Og præcis dén funktionalitet skal man betale for, så det gør Wikiloc mindre god for os.
Hvorfor skal du vælge den? Ganske brugervenlig. Og den kan alt hvad man kan ønske sig af en vandreapp. Masser af ruter – stort set overalt!
Hvorfor skal du ikke vælge den? Well….der er ingen særlige negative ting ved den! Så den er et godt valg!
Alltrails
Alltrails er en af de helt store vandreapps, som næsten altid bliver fremhævet i større tests sammen med Komoot og ViewRanger. Den har masser af brugere og har været en af de fremtrædende apps i mange år. Det betyder også at den kan rigtigt meget og den vil være et sikker valg som vandreapp. Let at bruge, stor funktionalitet.
Vores subjektive mening: Vi er gået udenom den, for den – som flere af apps’ene – forsøger at få dig til at abonnere/købe. Og da vi foretrækker det gratis, ja så var det et irritationsmoment. Beklager. Den har et – med vores øjne – rigtigt, rigtigt godt brugerinterface da den viser dig de mulige ruter der er omkring dig. Men det koster at downloade dem…
Hvorfor skal du vælge den? Den kan alt – og du kan få masser af hjælp til den derude! Fedt brugerinterface.
Hvorfor skal du ikke vælge den? Hvis du vil vandre gratis, så skal du sige nej tak mange gange når den tigger for abonnement/køb.
ViewRanger
ViewRanger er en anden af de helt store vandre-apps og har været vores foretrukne app i mindst 7-8 år. Vi har lavet guides til den her og her. Den kan alt og har gode små ekstra funktionaliteter som at hurtigt vise afstanden fra hvor du er og til hvor du peger på kortet. Man kan også lave ruter i app’en. Bruger ikke meget strøm. Stort community med mange ruter som du kan downloade og bruge. Er anbefalet af Dansk Vandrelaug. Den er netop blevet lagt sammen med Outdooractive og de to apps fungerer lige nu som to forskellige. Der bliver dog ikke føjet nyt til ViewRanger og det fortsættes i Outdooractive. Derfor lukker den med udgangen af 2021, og vi er stoppet med at bruge den.
Vores subjektive mening: Fremragende app, som kan det hele. Den forsøger at få dig til at abonnere/købe ofte og jævnligt, men man kan godt bruge den uden at betale.
Hvorfor skal du vælge den? (Opdateret) Det bør du ikke, den forventes lukket helt ned med udgangen af 2021. Den kan alt – og du kan få masser af hjælp til den derude!
Hvorfor skal du ikke vælge den? Hvis du vil vandre gratis, så skal du sige nej tak mange gange når den tigger for abonnement/køb. Viewranger fortsætter med de betalte kunder til udgangen af 2021 og så slutter den formodentlig der.
What is happening with #ViewRanger now that they have been bought by OutdoorActive.
“ViewRanger is now part of Outdooractive and ViewRanger is no longer selling new subscriptions. Any existing VR subscripting will be honoured until it expires in 2021.
Komoot
Komoot er også en af de ældre, klassiske vandreapps med masser af ruter som man kan søge. Plus både funktionalitet til at lave ruter i app’en og til at importere gpx-filer direkte i app’en. Smart! Den har masser af funktionalitet og er et sikker bud på en god vandreapp. Og ligesom Alltrails har den masser af brugere og har været en af de fremtrædende apps i mange år. Det betyder også at den kan rigtigt meget og den vil være et sikker valg som vandreapp. Let at bruge, stor funktionalitet.
Vores subjektive mening: Ikke imponeret da vi tilmeldte os på app’en og kunne derefter ikke logge ind på websiden…. Den vil gerne have dig til at abonnere/købe kort, men man kan godt bruge den uden at betale. Brugerinterfacet havde vi svært ved at finde ud af, og viser dig mere waypoints i nærheden end egentlige ruter.
Hvorfor skal du vælge den? Den kan alt – og du kan få masser af hjælp til den derude!
Hvorfor skal du ikke vælge den? Hvis du vil vandre gratis, så skal du sige nej tak når den tigger for abonnement/køb. Kun én region er gratis, derefter koster det. Fokus på at lave ruter mere end at finde dem.
Topo GPS
Topo GPS er en brugervenlig og enkel app at bruge som har al grundlæggende funktionalitet man kan ønske sig af en vandre-app. Den adskiller sig fra de andre apps ved at den bygger på Geodatastyrelsens 1:25.000 Danmarkskort. Man køber Topo GPS Danmark og kan så installere andre landes landkort i app’en. Det betyder også at den har de lækreste kort af alle de apps vi har med her i testen – de kort som vi kender fra fysiske kort. Til gengæld er app’en ikke gratis – den danske udgave koster 30kr.
Vores subjektive mening: Den eneste app i testen vi ikke selv har prøvet, da man skal betale for at bruge den. Dens brugere på Facebookgruppen er meget begejstrede. Da vi vandrer i Danmark, Tyskland, Spanien, Portugal, England og Skotland (og forhåbentlig snart flere lande) vil det koste en del og derfor er den ikke noget for os.
Hvorfor skal du vælge den? Fantastisk kort, enkel at bruge og billig hvis du kun vandrer i Danmark.
Hvorfor skal du ikke vælge den? Du skal betale for hvert eneste kort, så hvis du vandrer i andre lande kan det hurtigt løbe op. Er ikke community-drevet hvad angår nye ruter.
Mapy.cz
Mapy.cz er en vandre-app fra Tjekkiets lokale version af Google. Det betyder at den som Googles kort-app kan lidt at hvert, men den har meget mere fokus på at vandre og rute-planlægning end f.eks. Google’s app. Den er meget nem at bruge og har et særligt kort, hvor mange af de større vandreruter er lagt ind på forhånd. Den er også helt gratis at bruge og kortene er altid offline. Bruger ikke meget strøm. Der er ikke et community bag den, så hvis ruterne ikke er i den, skal du selv finde og importere dem i app’en. Vi bruger selv mapy.cz i skrivende stund!
Vores subjektive mening: Simpel og med masser af funktionalitet – den passer perfekt til vores behov, så det er vores foretrukne app. Undervurderet derude på vandre-app-markedet!
Hvorfor skal du vælge den? Simpel at bruge, ekstra godt kort. HELT gratis og har al den funktionalitet man kan ønske.
Hvorfor skal du ikke vælge den? Svært at finde viden og guides om den – support og forums er på tjekkisk! Er ikke community-drevet hvad angår nye ruter.
Maps.me
Maps.me er en app som har masser af information om hvad man kommer forbi – butikker, spisesteder osv. Man kan uploade sine gps-ruter til den og så se hvor man er ifht. ruterne – men den kan ikke optage hvor og hvor langt du går. Så det er lidt ligesom Google’s kort-app – bare altid offline, så det ikke koster dyrt i mobiltelefoni udlandet. Den bruger masser af batteri.
Vores subjektive mening: Et fremragende supplement til vandre-app’en. Viser hvad du har af muligheder omkring dig – noget som de andre apps i testen ikke gør. Vi har selv brugt den i flere år indtil vi fandt ud af at downloade kort til Google-map-app’en. Og helt ærligt….vi har den stadig med som en back-up!
Hvorfor skal du vælge den? HELT gratis og viser alt det som vandre-app’sene ikke viser. Kan bruges til at gå efter et gps-kort.
Hvorfor skal du ikke vælge den? Den optager ikke din rute og æder strømmen fra dit batteri. Er ikke udviklet som eller til at vandre efter.
MapMyWalk
MapMyWalk er en del af en familie af apps med søsterapps’ene MapMyRun / MapMyRide. Der er muligvis flere – og vi har dem mistænkte for at være meget, meget ens. Det er afløseren for Endomondo og kan det samme som denne. Det betyder også at de er ‘født’ som motion-apps, men har noget af den samme funktionalitet som klassiske vandreapps. MapMyWalk mangler derfor f.eks. funktionalitet som offline kort, topografiske kort, muligheder for waypoints men er til gengæld ultralette at bruge og med et stort community og med fokus på det sociale med venner i app’en osv. Er ikke så strømbesparende som f.eks. ViewRanger eller Mapy.cz.
Vores subjektive mening: Når vi skal ud at løbe, bruger vi den gerne, men ikke til at vandre efter – der er især manglende offline-funktionalitet skidt da vi ikke altid vandrer hvor der er mobildækning.
Hvorfor skal du vælge den? Nem at bruge, du kender sikkert allerede nogen som bruger den. Fint til at optage din tur hvor der er mobildækning. Gode sociale funktioner.
Hvorfor skal du ikke vælge den? For begrænset i funktionalitet ifht. at vandre i udlandet. Mere rettet mod motion end ‘seriøs’ vandring.
OsmAnd
OsmAnd – OpenStreetMap Automated Navigation Directions – er den sidste og mest nørdede app i vores test af vandreapps. Udviklet som en multifunktions-app omkring gratiskortet OpenStreetMap, giver den dig som bruger et hav af muligheder og indstillinger for hvordan og hvad du vil se på kortet og hvordan den skal fungere. Det er den mindst brugervenlige app i testen, men også den som giver dig mest magt som bruger. Dens brugere er meget entusiastiske omkring den og hjælper gerne.
Vores subjektive mening: Vi prøvede virkelig, men den var for svær at bruge. Selv for en halvnørdet ViewRanger-ekspert som Christian.
Hvorfor skal du vælge den? Du har fuld kontrol over næsten alle aspekter af hvad der bliver vist på kort og menuer + hvordan den fungerer. Du har har tid, snilde og tålmodighed til at få alt under kontrol.
Hvorfor skal du ikke vælge den? For nørdet. De første 7 “regioner” er gratis (Danmark er én), herefter koster den så hvis du rejser meget er det måske ikke sagen. Den viser ikke meget information når du ER igang med at vandre og gerne vil se hvordan det går.
Konklusion af sammenligningen – hvad skal jeg vælge?
Der er ikke noget entydigt bedste valg – kun apps som mere eller mindre passer til lige præcist dit behov. Vi håber at denne sammenligning har hjulpet dig til at blive klogere på hvad du faktisk har brug for og hvad der passer til det.
Wikiloc, Komoot og Alltrails er de sikre klassiske valg med stort community bag sig til at fodre ruter ind i app’en og mange års erfaring fra vandre-apps-markedet. De virker fint uden en del funktionalitet som man skal betale for at få. Og de opfordrer dig løbende til at blive abonnement.
Uden community bag sig er den billige betalingsapp Topo GPS med sine fantastiske kort og den helt gratis Mapy.cz der også har gode kort. Og også uden community er Maps.me med masser af informationer om hvad der er undervejs på ruten.
Og så er der motionsapp’en MapMyWalk med sine sociale funktioner og grundlæggende vandre-app-funktionalitet og brugervenlighed. Og OsmAnd som giver dig al magt over app’en på bekostning af brugervenlighed.
Og bedst for os? Vi bruger aktuelt mapy.cz og er meget glade for den.
Super godt overblik. Jeg er dog nysgerrig; Hvis man normalt tracker alt med en indbygget træningsapp – for mit vedkommende Apple Watch – hvilke af de nævnte kan så importere ruten mere eller mindre automatisk derfra? Jeg vil nemlig også gerne have dem på Strava, og selv om det kan lade sig gøre med gpx-filer, så er det bare nemmere, hvis det er tænkt ind i vandre-app’en fra starten. Ved I noget om det?
Vh Astrid
Hva tenker dere nå om OutdoorActive i forhold til Wikiloc? Hva er det enkleste? Ser at OutdoorActive ikke har mye ruter/turforslag i Sverige, Frankrike og Spania der jeg skal sykle mye, men jeg synes likevel den er enklere å bruke enn Wikiloc.